Generalforsamling 29. november

29. november holdt vi generalforsamling i Brugerklubben i Aarhus.

Mødet indledes af byrådsmedlem i Aarhus, medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget, Gert Bjerregaard (V) fortalte om sit syn på udviklingen på BPA-området i Aarhus.

Efter generalforsamlingen har bestyrelsen konstitueret sig således:
Karsten Jühne (formand), Peter Bach (næstformand), Martin Albrechtsen (kasserer), Alice Carlsen og Tut Ma (bestyrelsesmedlemmer),   Henriette Løgstrup (suppleant og sekretær), Marianne Møller Pedersen (suppleant). Per Jacobsen er konsulent, men ikke valgt.

Se referater herunder.

Referat af Gert Bjerregaards oplæg

Byrådspolitiker Gert Bjerregaard (V) var inviteret af Brugerklubben til at holde et oplæg om BPA-området inden generalforsamlingen. Her er hans nogle af hans betragtninger.

Han har haft 23 spændende og udfordrende år i kommunalpolitik, hvor dialogen mellem mennesker har været det mest interessante. Han har bestredet mange poster, men området Sociale forhold og Beskæftigelse er hans hjerteblod, og det er et område han har beskæftiget sig meget med.
Alle med et handicap skal leve et selvstændigt og meningsfuldt liv. Alle skal have mulighed for at være en del af et arbejdsfællesskab i den udstrækning man kan bidrage med, om det er på fuld tid eller et par timer om ugen. Om det er i et arbejde, som frivillig eller andet, er det vigtigt at være en del af samfundets sammenhængskraft.

BPA-ordningen bør have et vigtigt politisk fokus på, hvordan kommunen bedst kan understøtte borgeren til at mestre eget liv, og dermed sikre borgerens livskvalitet. BPA-ordningen er rettet mod borgere med udfordringer og behov, så brugerne har mulighed for at leve et liv på lige fod med andre. Men som tiden er nu, er BPA-ordningen udfordret. Det er problematisk at lovteksten for BPA-området bliver læst forskelligt af politikerne i kommunerne, og der er afsat for få penge til området.

Færre får tildelt en BPA-ordning, og forvaltningen af området er kritisabel. Gert Bjerregaard mener at kommunen har gang i en spareøvelse på området, hvilket de eksisterende sager med brugere af BPA-ordningen, som får frataget ordningen, vidner om. Kommunen, mener han, tester hvor langt de kan spare økonomisk. Han indrømmer gerne, at han selv har stemt for det budgetforlig i byrådet, der bestemte midlerne til BPA-området, og at der blev afsat for få midler dengang, men han stemte ikke for nedskæringer på området. Får han muligheden vil han efter det kommende kommunalvalg stemme for, at der afsættes flere midler til BPA-ordningen og socialområdet. Han mener det er nødvendigt specifikt at øremærke midlerne til BPA-ordningen.

Gert Bjerregaard mener godt vi kan løse problemet med området sammen, han vil i hvert fald arbejde for det. Det skal være løsninger, der forholder sig til den overordnede økonomi, men som også ser på behovet for det eksisterende bureaukrati vedrørende BPA opfølgninger – han mener ikke det er nødvendigt med en årlig opfølgning, men er åben for andre muligheder. Den løsning åbner op for et tillidsbaseret forhold bruger og kommune imellem

Der var åben for spørgsmål og kommentarer. Det blev blandt andet pointeret, at antallet af BPA-ordninger er dalende fra 192 brugere for få år siden til 162 brugere i dag. Der er kun tildelt 1 ny ordning i år ud af 10 ansøgninger. BPA-ordningen er afgørende for at leve et selvstændigt liv – et liv uden er lig med et liv indenfor hjemmets fire vægge.

Det blev også pointeret, at der i kommunen er blevet ansat flere til at føre kontrol med BPA-ordningen, så der nu er flere ansatte end der er BPA-brugere. Det blev foreslået at kommunen sparede ved at rydde op i bureaukratiet, til hvilket Gert Bjerregaard kommenterede, at der skal ryddes op i de ansatte. Hvad han betegnede som en klapjagt på området, skal stoppes. Der skal være mindre kontrol og mere fokus på, hvad der skal til for at BPA-ordningen fungerer.

Afslutningsvist fortalte Gert Bjerregaard, at Brugerklubben gør det rigtige i at kontakte og fastholde kontakten til byrådspolitikere og socialudvalg, for politikerne vil gerne hjælpe. Vi skal dog huske, at det kræver flertal i byrådet at rulle besparelser tilbage. Han er klar over at det er politisk handling der skal til, og er villig til at de sager, hvor borgere har mistet deres BPA-ordning skal prøves igen.

Gert Bjerregaard takkede for at måtte komme, og ønskede en god generalforsamling.

 

Referat af Brugerklubbens generalforsamling 29. november 2024

1) Dirigent Lene Kjær

2) Referent Henriette Løgstrup

3) Bestyrelsens beretning v. Karsten Jühne
Bestyrelsen blev valgt på den ekstra ordinære generalforsamling 2023, og det har været en meget aktiv bestyrelse med mange opgaver og møder, som den har løftet i flok. Bestyrelsen har et godt samarbejde om de mange udfordrende opgaver den har stået overfor at skulle løse.
Brugerklubben har afholdt tre medlemsarrangementer:
1. Kommuneangst 25. januar
2. Aktiv livhjælp – Aktiv dødshjælp (i samarbejde med LOBPA) 9. juni
3. BPA-opfølgning 5. oktober
Bestyrelsen var repræsenteret ved demonstrationen ”Undskyld vi er her” 22. maj på Christiansborgs Slotsplads. En begivenhed, der beklageligt ikke fik megen medieopmærksomhed.
Der er lagt et stort redaktionsarbejde i at få lavet vores nyhedsbrev, som erstatning for BPA-Bladet. Nyhedsbrevet sendes ud til alle medlemmer på deres e-mail.
Brugerklubben benytter sig også i stigende grad af de sociale medier på Facebook, LinkedIn og vores hjemmeside.
Bestyrelsen har afholdt to møder med Rådgivning, Vejledning og Visitation. RVV havde sendt et brev til alle BPA-brugere angående serviceforringelser på ferieområdet, som dog efter kritik blev trukket tilbage.
Bestyrelsen indgår i Følgegruppen for styrket tillid på BPA-området.
Bestyrelsen har haft mange møder med diverse byrådspolitikere og udvalg for at skabe opmærksomhed og lydhørhed på nedskæringerne på BPA-området. Vi har også god kontakt til flere folketingspolitikere.
I oktober forsøgte daværende rådmand for Sociale forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold, at lægge BPA-området over i Sundhed og Omsorg. Brugerklubben reagerede med det samme og fik gjort indsigelse. BPA-området blev ikke flyttet.

4) Godkendelse af regnskab v. Per Jakobsen
Regnskabet blev fremlagt. Brugerklubben har to konti – en til BPA-Bladet, som ikke eksisterer længere, og en til driften af Brugerklubben. Bladet fremgår som indtægt. Det samme gør de nye medlemmer til ved vores arrangement om Kommuneangst i januar, de fik medlemskab billigere, 50 kr. Vi fik en del flere medlemmer den aften. Regnskabet blev godkendt.

5) Indkomne forslag
1. Bestyrelsen foreslår, at BPA-Bladets konto nedlægges og indestående overføres til Brugerklubbens driftskonto. Forslaget vedtaget.
2. Foreningen Tours on Wheels repræsenteret af Ulla Søberg Jakobsen fremstillede to forslag, som begge blev afvist at høre hjemme på generalforsamlingen. Dirigenten fandt det mærkeligt, at en anden forening på Brugerklubbens generalforsamling kunne fremstille egne forslag vedrørende arrangementer ifølge vores vedtægter. Bestyrelsen har tilladt dette da Ulla er medlem, og derved kan stille forslag. Enden blev at Tours on Wheels må henvende sig til bestyrelsen med deres forslag.

6) Fastlæggelse af budget og vedtagelse af kontingent
Brugerklubben forventer 70 medlemmer. Kontingent fastlægges til 200 kr. Vedtaget.
Det blev foreslået at bestyrelsen kan forsøge at søge fondsmidler og §18-midler til afholdelse af arrangementer.

7) Valg til bestyrelse og af 2 suppleanter
Bestyrelsesmedlemmer Peter Bach og Alice Carlsen var på valg, begge ønskede at genopstille. Henriette Løgstrup var ikke på valg men ønskede at trække sig som bestyrelsesmedlem. Der skulle vælges tre bestyrelsesmedlemmer.

Valgte blev:
Peter Bach (2 år)
Tut Ma (2 år)
Alice Carlsen (1 år)
Suppleanter:
Marianne Møller Pedersen
Henriette Løgstrup

8) Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
Kirsten Nielsen og Tonny Brøgger blev valgt som revisorer. Det var ikke muligt at vælge suppleant, da ingen ønskede at stille op.

9) Eventuelt

/for referat Henriette Løgstrup